Hedebølger i boligen: Hvad kan du gøre, når varmen flytter ind?

18. august 2026

Når temperaturen stiger udenfor, kan varmen blive fanget indenfor. Denne sommer har vist, at mange boliger ikke er rustet til længere perioder med hedebølge. Men med de rette vaner og bedre byggeløsninger kan vi både reducere varmen og øge komforten.

Sommeren har budt på flere perioder med ekstrem varme, både i Danmark og i resten af Europa. Mange danskere har oplevet, at deres bolig bliver ubehageligt varm, og i medierne har vi set historier om beboere, der i perioder har været nødt til at flytte ud af deres hjem på grund af høje temperaturer.

Problemet er særligt tydeligt i nogle af de nyere bygninger, hvor store vinduespartier og moderne arkitektur bygget uden skyggende tagudhæng, kan føre til overophedning i sommermånederne. Men uanset om du bor i nyt eller gammelt byggeri, er der heldigvis meget, du selv kan gøre for at forbedre indeklimaet.

Samtidig peger udviklingen på, at vi også bør tænke anderledes, når vi bygger nyt.

Start med at slukke for varmen

Som energirådgivere oplever vi ofte, at varmeanlægget stadig afgiver varme om sommeren. Mange boliger har for eksempel gulvvarme eller varmerør, der fortsat tilfører boligen varme, selvom beboerne ikke har behov for det.

Derfor er et af de vigtigste råd ganske enkelt:

Sluk for varmeanlægget helt ude ved varmeanlægget om sommeren.

Så bør der kun produceres varmt brugsvand til bad og køkken. Det giver flere fordele:

  • Lavere energiforbrug
  • Mindre CO₂-udledning
  • Lavere varmeregning
  • Bedre komfort i boligen

Bor du til leje, kan det være nødvendigt at kontakte boligforeningen eller udlejeren.

Ofte er det ældre termostater som har sat sig fast, der er årsagen til varme rør også om sommeren, måske er det tid til at skifte til nye, som fungerer korrekt.


Få inspiration fra arbejdet med borgere, lokalsamfund og grøn omstilling. Tilmeld dig EnergiTjenestens nyhedsbrev til kommuner, hvor vi deler faglig inspiration, konkrete erfaringer og indsigter fra vores arbejde i de danske kommuner.

Klik her for tilmelding : Nyhedsbrev – Kommunerne


Luft ud på de rigtige tidspunkter

Mange åbner automatisk vinduerne, når det føles varmt indenfor. Men hvis luften udenfor er varmere end luften inde i boligen, lukker man faktisk endnu mere varme ind.

Derfor gælder en enkel regel:

Hold vinduer og døre lukkede, når det er varmere udenfor end indenfor.

På varme sommerdage betyder det ofte, at vinduerne bør holdes lukkede fra tidlig formiddag og til ud på aftenen.

Når temperaturen udenfor falder, skal der til gengæld luftes grundigt ud. Ideelt set med gennemtræk, så luften kan passere gennem hele boligen.

En kort udluftning udskifter primært luften, men køler ikke bygningen nævneværdigt. For at få vægge, gulve og inventar kølet ned kræver det længere tids udluftning.

Derfor anbefaler vi på de varmeste dage:

  • Gennemtræk i mindst et par timer om aftenen
  • Gerne åbne vinduer hele eller dele af natten, hvis det er muligt
  • Grundig udluftning om morgenen, inden man tager på arbejde

På den måde starter dagen med en så kølig bolig som muligt. Temperaturen vil derefter stige langsomt og typisk nå sit højeste niveau sidst på eftermiddagen.

Hold solen ude før den kommer ind

Når det gælder beskyttelse mod overophedning, er der én tommelfingerregel, som er vigtigere end alle andre:

Udvendig solafskærmning er langt mere effektiv end indvendig solafskærmning.

Når solen først er kommet gennem vinduet, er en stor del af varmen allerede inde i boligen. Derfor kan udvendig afskærmning være op til fem gange mere effektivt end gardiner eller persienner på indersiden.

Mulighederne kan være:

  • Udvendige rullegardiner
  • Markiser
  • Solsejl
  • Parasoller
  • Altaner, der skaber skygge
  • Midlertidige løsninger som måtter eller stofophæng

Hos mange familier fungerer enkle gør-det-selv-løsninger overraskende godt. For eksempel kan strandmåtter eller tæpper monteret udvendigt foran særligt udsatte vinduer reducere solindfaldet markant.

Resultatet er ofte mærkbart. Boligen holder sig køligere, og både gulve og vægge optager mindre varme i løbet af dagen.

På længere sigt kan beplantning også være en del af løsningen. Løvfældende træer på fx 5 meter i højden placeret tæt ved ruder, giver skygge om sommeren, men lader stadig solens lys og varme komme ind om vinteren.

Husk ventilationsanlægget

Har du et ventilationsanlæg, kan det være værd at undersøge dets sommerindstillinger.

Mange moderne anlæg har en funktion, hvor varmegenvindingen kan kobles fra i sommerperioden. Dermed kan anlægget bidrage til at trække den køligere natluft ind i boligen.

På de varmeste dage kan det i nogle tilfælde også være relevant at reducere ventilationen i dagtimerne, så man undgår at trække varm luft ind. Om natten bør ventilationen dog som udgangspunkt være aktiv, så boligen fortsat får frisk luft.


Et tæt samarbejde mellem menighedsråd, arkitekt og EnergiTjenesten førte til grønne og langsigtede løsninger, hvor både komfort, arkitektur og bæredygtighed blev tænkt sammen.

Læs casen om den varme præstebolig i Vinding


Vi skal også bygge smartere

Selvom beboernes adfærd kan gøre en stor forskel, løser den ikke hele problemet.

Mange nyere boliger er opført med store sydvendte vinduespartier og uden tagudhæng. Det giver masser af dagslys og flotte arkitektoniske løsninger, men det kan samtidig skabe betydelige udfordringer i perioder med hedebølge.

Bygningsreglementet indeholder i dag krav om sommerkomfort og begrænsning af overtemperaturer. Men beregningerne bygger i høj grad på teoretiske forudsætninger.

For eksempel kan der i beregningerne antages omfattende udluftning gennem åbne vinduer. I praksis er det ofte urealistisk, fordi beboerne er på arbejde, bekymrede for indbrud eller generet af støj.

Sommeren har derfor vist, at der er behov for at se kritisk på de eksisterende regler og vurdere, om de fortsat afspejler det klima, vi oplever i dag.

Praktik eller æstetik?

Nogle vil måske mene, at løsninger som tagudhæng og solafskærmning går ud over arkitekturen. Men det behøver ikke være et enten-eller.

Det er muligt at skabe smuk arkitektur, som samtidig tager højde for et varmere klima. Tværtimod kan fremtidens bygninger få brug for løsninger, der tidligere primært blev anvendt i Sydeuropa.

Man kunne eksempelvis overveje:

  • Krav om udvendig solafskærmning ved store sydvendte vinduer
  • Større fokus på tagudhæng
  • Bedre dokumentation af sommerkomfort i praksis
  • Mere skyggegivende altaner på etagebyggeri
  • Større vægt på passiv køling i bygningsreglementet

For vi kan ikke længere basere os på, at beboerne blot åbner vinduerne, når det bliver varmt.

Der er meget, du kan gøre allerede i dag

De gode nyheder er, at mange af løsningerne er både enkle og billige. Sluk for varmen, luft ud på de rigtige tidspunkter og skærm solen af, før den rammer vinduerne. Det kan gøre en mærkbar forskel for både komfort, energiforbrug og indeklima.

Men på længere sigt skal vi også sikre, at de boliger vi bygger i dag, er rustet til det klima, vi får i morgen. For hedebølger ser ud til at blive en mere fast del af den danske sommer.


Sidder du i en kommune og ønsker rådgivning og sparring?

Hos Energitjenesten tilbyder vi rådgivning inden for en række områder, herunder:

Du er altid velkommen til at kontakte EnergiTjenesten med spørgsmål og forespørgsler uanset det handler om opgaver i kommuneregi eller andet.

menu-circlechevron-right-circle